Hadstenfjer.dk

3. GRUNDPRINCIPPER-C

Undersøger vi på tilsvarende måde, hvordan det går, hvis vi avler videre med den blå Andalusier (se figur 2 i »GRUNDPRINCIPPER-A«) viser det sig, at to blå Andalusiere, der parres indbyrdes, statistisk giver ¼ sort afkom og kun ½ blåt afkom (se figur 6). Denne fordeling gælder altid, uanset i hvor mange generationer man forsøger at »renavle« denne blå race, og det hænger uløseligt sammen med de »stridende« geners intermediære karakter, idet de to gener for sort og hvidt somnævnt er »lige stærke«, således at den såkaldte »blå« farve i virkeligheden er en ustabil mellemform mellem de to udgangstyper. articles: Figur 06.jpg

Figur 6. Krydses to blå dyr med intermediær arvekarakter, fås 25% hvidt, 25%sort og 50%blåt afkom. Dette blå afkom besidder de samme farvemæssige arvegenskaber, som forældrene.

Samme forhold gælder i øvrigt for blå ænder (de svenske) og blå kalkuner, men derimod ikke for blå duer, hvor denne farve er en konstant, gennemfarvet arveegenskab.
De sorte dyr med hvid arvelighed, som vi så hos Wyandotterne (figur 3, 4 og 5), bliver med rette benævnt »krydsningsprodukter« eller »varietetbastarder«, og hører kun hjemme i raceavlen som et kortvarigt mellemspil i den eventuelle blodfornyelses tjeneste.
I grunden burde man vel anlægge samme syn på den intermediære arvegangs ustabile mellemformer, der arvemæssigt på ingen måde er bedre end de nævnte »krydsningsprodukter«. Da dette imidlertid ville betyde, at f.eks. den blå Andalusier og mange andre med den måtte fratages racenavnet og glide ud af alverdens fjerkrælitteratur, hvor den har indtaget en fremtrædende plads i mere end 100 år, har man af historiske grunde vedtaget at godkende den blå farve som et racekendetegn, uanset at det strider imod racebegrebet, der forudsætter mulighed for renavl.Det samme forhold gør sig i øvrigt gældende for alle typer gråbrogede gæs, der i realiteten er en ustabil mellemform mellem grå og hvid, og hvor forsøg på »renavl« altid vil resultere i en vis udspaltning i diverse mellemformer. Men også her har gæssenes århundredlange historiske tradition medført, at gråbroget anerkendes som race på trods af avlernes frugtesløse forsøg på »renavl«.
Som for den dominant/recessive arvegang skal vi endelig se på, hvad der sker, hvis vi parrer dyr af F. 1-generationen tilbage på P-generationens dyr eller andre dyr med homozygot arvekarakter.
Det viser sig her, at blå dyr, parret med sorte giver 50% blåt og 50% sort afkom (se figur 7), ligesom blå dyr, parret med hvide giver 50% blåt og 50% hvidt afkom (se figur 8).

Figur 7. Krydses blå og sorte dyr, fås 50% blåt og 50% sort afkom.

Figur 8. Krydses blå og hvide dyr, fås 50% blåt og 50% hvidt afkom.

Vi ser altså, at det teoretisk er ligegyldigt, hvilken sammenparring vi vælger, nar det drejer sig om at nå frem til blå dyr, idet de fire parringsformer: SORT × HVIDSORT × BLABLÅ × BLABLÅ × HVID alle giver 50% blå dyr. At de fire parringsløsninger så i praksis giver resultater, der varierer en del i forhold til den vedtagne standard, er en anden sag, idet der foruden den blå farve også er tale om faktorer for randtegning og pigmentfordeling, der ikke umiddelbart følger de samme regler, som selve fjerfarven. Ved hjælp af parringseksempler har vi nu fået illustreret principperne for intermediær arvegang, dernaturligvis gælder for alle tilfælde af intermediær arv mellem to modsvarende gener. Benævner vi de to gener A og B (store bogstaver, da de er lige stærke), og danner vi deraf den intermediære form AB, kan vi opstille følgende fire arvelighedsformler for intermediær arvegang:

Principper for intermediær arvegang:

1.	A × B	100% AB

2.	AB × AB	25% A50% AB25% B

3.	A × AB	50% A50% AB

4.	AB × B	50% AB50% B

Det ses altså, at disse formler næsten til forveksling ligner de tilsvarende formler for dominant/recessiv arvegang, idet fænomenet med skjult recessivt gen, domineret af det synlige dominante gen, her er erstattet af den intermediære mellemform, men de procentvise statistiske fordelinger er ens for begge typer arvegang.