Fra kyllingens fødsel er den arvemæssigt pro-grammeret til et ganske bestemt udseende og til at udvise fastlagte egenskaber. Denne pro-grammering er nedlagt i hver eneste celle i dyret i form af arveegenskaber (de kaldes gener), der sidder som lange rækker af »per-ler« på et antal »snore« (der kaldes »kromo-somer«), hvoraf en høne har 80 i hver celle-kerne (nemlig 40 kromosompar).
Denne arvemasses struktur og egenskaber er fastlagt fra befrugtningsøjeblikket, og skønt omgivelserne og de forhold, hvorunder dyre-ne kommer til at leve (miljøet) i højere grad kan påvirke dyrets udvikling, er det den grundlæggende arvemasse, og kun den, det ved parring giver videre til efterkommerne.
De fleste fysiske træk er baseret på et samspil mellem flere arveegenskaber (vi siger, at de er multigenitale), men en del af de egenska-ber, der netop interesserer en raceavler, af-hænger af et enkelt, eller kun få gener, hvor-for arvegangen ofte lader sig studere og even-tuelt forudbestemme.
Hos en stamme, der er så gennemavlet, at alle arveegenskaber er ens fra dyr til dyr, sker der ingen variationer, så længe vi avler inden for stammen, men så snart vi går uden for stam-men for at skaffe os "blodfornyelse«, løber vi ind i variationsproblemer, fordi generne hos det nye dyr enkeltvis kan variere i karakter i forhold til vores faste stammes genbestand, og søger vi blodfornyelse gennem en anden farvevarietet eller endog en anden race, kan vi komme ud i problemer, der synes næsten uoverskuelige. Det er derfor nødvendigt at kende noget til disse arveegenskabers gensi-dige forhold, hvis vi vil gøre os håb om at forudberegne, hvad det er, der sker, når vi krydser, og derigennem styre avlen frelst i havn igen.
Kromosomerne (»snorene« med arveegen-skaberne) optræder parvis i cellerne, og er normalt parvis ens (det kaldes, at de er homo-zygote), men ved parringen overfører sædcel-len et kromosom af hver slags fra hanen til hønens ægcelle, hvor den anden halvdel af parrene venter på i fællesskab at danne de normale 40 par. Og hvis generne (arveegen-skaberne) i sådan et nydannet kromosompar ikke er parvis ens, (det kaldes, at de er hetero-zygote) opstår problemer.
Sådan to forskellige gener vil hver for sig søge at præge individet med netop deres egenskab, og er de ikke lige stærke, går »den stærke« af med sejren ( vi siger, den er domi-nerende eller dominant), medens den »svage« slet ikke kommer til udtryk, (vi siger, at den er vigende eller recessiv).
Krydser vi f.eks. sorte og hvide Wyandotter, bliver alle kyllingerne sorte, fordi sort fjerfar-ve er dominant over den type hvid fjerfarve, der findes hos Wyandotterne, men de bærer alle et skjult anlæg for den hvide farve, som i senere generationer vil kunne komme til ud-tryk under de rette betingelser (som vi vender tilbage til).
Figur 1. Dominant/reccesiv arvegang. Sort krydset med hvid Wyandot giver 100% sort afkom med skjult hvid arvelighed.
Figur 2. Intermediær arvegang. Sort krydset med hvid andalusier giver 100% blå afkom, der indehol-der arvelighed for såvel blå som for sort og hvid.
Krydser vi derimod sort og hvid Andalusiere, bliver alle kyllinger blå, fordi den sorte farve netop er lige så stærk som den hvide farve, der findes hos Andalusierne, hvorved hver enkelt fjer hos afkommet bliver hvid med ganske små sorte pletter, der i det reflekterede lys giver en gråblå tone. Denne type nedarv-ning, hvor to forskellige egenskaber er lige stærke, og hvor resultatet derfor bliver en mellemting, kaldes intermediær arv. En sådan intermediær arv kan ikke renavles, men ud-spalter ved videre avl, hvad vi senere skal se.
Gæster online: 1